En australsk mand er blevet idømt 10 års fængsel for sodomi, unaturlig sex med mindreårige, bortførelse og organiseret kriminalitet af en domstol i ferieparadiset Goa i Indien, oplyser BBC. Warner Wulf Ingo beskrives som en af bagmændene i en børnesex-bande, som blev afsløret i Goa i 1991. Banden bestod af sexturister, der udnyttede små drenge seksuelt. Børnesex-banden fandt drengene på et hjem for forældreløse i byen Fatorda.
Bandens bagmand blev idømt livsvarigt fængsel i 1991, men Ingo flygtede til Australien og undgik derfor retsforfølgelse. I 2005 lykkedes det dog australsk politi at arrestere ham og udlevere ham til de indiske myndigheder, hvor han onsdag fik sin dom.
- Den anklagede har udnyttet drenge-ofrenes fattigdom og udnyttet dem seksuelt, sagde dommer Anand Salkar ifølge BBC under dommen.
Goa er de seneste år i stigende grad begyndt at tiltrække sexturister, der vil have sex med børn og unge. Ifølge FN er Goa i dag en stor destination for pædofile.