Pladsmangel og dårlig udluftning kan give influenza A gode vilkår i de danske daginstitutioner, når epidemien rammer landet.
Fagbladet Børn & Unge har undersøgt, hvor mange af Danmarks 8.313 bygninger med daginstitutioner, der lever op til bygningsreglementet fra 1995.
Og det gør 1.516 bygninger, der er opført efter 1995, ikke.
Kravene er blandt andet, at ventilationsanlægget ikke bare skal suge den brugte luft ud, men også pumpe frisk luft ind i lokalet.
Samtidig er den trange plads en trussel mod børnene og de ansattes helbred.
"Meget smitte spredes, når vi nyser. Derfor er afstanden mellem børnene afgørende. Hvis man står som sild i en tønde, er der større risiko for at blive smittet," siger Lars Gunnarsen, seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut til bladet.
Og ventilationen er ligeledes afgørende, fortæller han.
"Luftskifte handler om adfærd - altså at man lufter ud - men også om, at installationerne kan klare belastningen. I en godt designet institution kan man måske slække lidt på udluftningen, uden der sker noget, men det kan man ikke, hvis ventilationen ikke fungerer godt," forklarer han.
En statslig kvalitetspulje på 22 milliarder kroner til kommunale anlægsinvesteringer inden for blandt andet børneområdet ligger klar for perioden 2009-2018.