Der skal spares i det offentlige, men det lader til, at pædagogerne i en børnehave i Ribe har glemt alt om mådehold.
I hvert fald har børn og pædagoger i børnehaven Mosebo i Ribe brugt 40.000 kroner på køre i taxa, skriver JydskeVestkysten. Taxaturene er bl.a. brugt til at fragte børn og pædagoger rundt til børnefødselsdage.
Børnehaven i Ribe har i forvejen et kæmpe underskud på knap 350.000 kroner.
Derfor skal der nu spares på børnens mad for at komme underskuddet til livs - og taxakørslen er droppet.
Men sagen forarger alligevel formanden for Forældrenes Landsforening, Lars Klingenberg.
"Det kan ikke nytte noget, at man bruger pengene på ekstravagante ting, hvis kerneydelsen trænger til et løft. Mon ikke man kan holde nogle ganske udmærkede fødselsdage inde i institutionen i stedet for at køre børn rundt med taxa? Uden at have større kendskab til sagen lyder det til, at det er en flot, men også dyr service at give," siger han til avisen.