P-pillen kan i denne måned fejre 50 års jubilæum.
Anti-baby pillen, som den også benævnes, blev opfundet i 1960 i USA. Først seks år senere - i 1966 kom den til Danmark.
Og selvom pillen i dag mange steder stadig beskyldes for at tilføre kroppen massevis af hormoner og unaturlig kemi, så indeholder pillen i dag langt færre stoffer end for 50 år siden og kan faktisk beskytte mod visse kræftformer.
Det fortæller professor ved Gynækologisk klinik, Rigshospitalet, Øjvind Lidegaard.
"I forhold hvis, man aldrig anvender p-piller, så er ens samlede risiko for at få kræft klart nedsat. Det skyldes, at man får en beskyttelse mod kræft i æggestokke og tyktarmen. Men der er en lille forøget risiko for brystkræft," siger han til Newspaq.
Samtidig er indholdet af hormoner per pille reduceret betydeligt gennem de seneste 50 år.
"Risikoen for blodpropper i hjernen og hjertet er dermed blevet mindsket væsentligt," siger Øjvind Lidegaard.
Brugere af p-pillen har været stadig stigende siden 90'erne. 35 procent af danske kvinder mellem 15-45 år bruger i dag p-pillen som prævention.
"I modsætning til svenske kvinder er danske kvinders bekymring ikke så stor, at man kan spore et fald i brugen, uanset hvor økologisk, kvinden kalder sig selv. Mere end hver anden kvinde i 20'erne tager p-piller i dag," siger professoren.