En dukke med høreapparat og to krykker samt en dukke med blindestav og førerhund samt en bamse, der sidder i kørestol.
Det er nogle af de nye legetøjsdukker og bamser, som Stine Malte har fået produceret og nu sælger fra sin kælder i Vanløse, skriver B.T.
Ideen til de handicappede dukker kom efter, at Stine Malte arbejde som handicaphjælper.
"Jeg bilder mig ind, at forståelsen over for mennesker, der ser anderledes ud og ikke kan det samme som alle andre, på denne måde nærmest kan leges ind. At de vil udvikle sig til voksne med stor tolerance over for de handicappede," siger Stine Malte til avisen.
Hun mener også, at legetøjet kan bruges af børn, der selv er syge i en kortere eller længere periode.
"Når bamsen også skal sidde i kørestol, så er det måske ikke så slemt," siger hun.
Reaktionerne på de handicappede dukker har været blandet. De fleste har dog taget positivt imod ideen, mens andre har fundet dukkerne deciderede "modbydelige" eller "ulækre".
"Det tager jeg som udtryk for, at handicap stadig er et tabuområde," lyder det fra idemanden bag.