Socialdemokraternes overborgmesterkandidat, Frank Jensen, vil nu belønne børn i Københavns udsatte boligområder med lommepenge. Det drejer sig om unge mellem 10-15 år, som f.eks. bor i Mjølnerparken, Aldersrogade eller Lundtoftegade.
Det er unge, der er på vej ud i kriminalitet, som Frank Jensen vil have tilbage på rette spor. Pengene skal tjenes ved at fjerne affald fra gården, vedligeholde fællesarealer, sætte bøger på plads på biblioteket eller være hjælpetræner i den lokale sportsklub.
"Som situationen er nu i København, så er der store fristelser til at tjene nogle ulovlige lommepenge. Vi ser børn på 10 år, der kommer på kant med lovgivningen. Det skal vi gøre noget ved, og derfor skal der gribes ind hurtigst muligt", siger Frank Jensen til politiken.dk.
Projektet er en del af Frank Jensens jobstrategi for udsatte boligområder. Det skal fungere som et samarbejde mellem den almene boligorganisation, de lokale skoler og fritidstilbud.
Hillerødgades Skole har mange elever fra de berørte områder. Her synes souschef Morten Nielsen umiddelbart, at det lyder som en god ide.
"Så længe det er en målrettet og koordineret indsats. Det er vigtigt, at projektet er lokalt forankret, og at arbejdet foregår i deres nærområde, og vi kan holde øje med, hvad der sker," siger Morten Nielsen.
Frank Jensen mener, at et arbejde vil give barnet større selvrespekt og en fællesskabfølelse, som barnet ellers ville opsøge i en bande.
"Et arbejde giver rygrad. Det er selvfølgelig vigtigt, at det kommer til at fremstå på en måde, så barnet oplever, at det behøves. At man siger 'kom og hjælp, vi har brug for dig til at løse denne her opgave'", siger han.
Han er sikker på, at de unge vil synes, det er sjovt at hjælpe til med at sætte bøger op, så længe de bliver respekteret for det.