Danmark skal lære af Sverige, når det gælder indsatsen for at forbedre hjælpen til problemfyldte børnefamilier.
I Sverige vil sundhedsministeren fremlægge forslag, der satser på en tidlig indsats for at forebygge for eksempel tvangsfjernelser, skriver DR. En fast voksenven til barnet eller en fast sagsbehandler er blandt forslagene, som skal hjælpe børnefamilier med problemer.
Danske fagfolk er begejstrede for ideen.
"Hvis myndighederne hjælper familien med for eksempel kurser i forælderrollen, kan barnet måske forblive i hjemmet. Støtte vil også kunne bremse, at barnet bliver isoleret socialt og fagligt i skolen, fordi det går dårligt derhjemme," siger Peter Albæk, der er formand for Børns Vilkår.
Hos Dansk Socialrådgiverforening vækker det begejstring, at den svenske model lægger ansvaret hos samfundet og ikke alene hos forældrene, som i den danske lovpakke, Barnets Reform.
"Barnets Reform taler hele tiden om straf. Forældrene bliver truet med alt muligt som f.eks. økonomiske sanktioner, hvis de ikke holder børnene hjemme om aftenen eller sætter grænser for dem. Det understreges igen og igen, at det er forældrenes ansvar", mener Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening.
"Det svenske forslag tager derimod udgangspunkt i, at det er samfundets ansvar at tage sig af børn i de familier, hvor klaveret ikke spiller. Og der er jeg klart på svenskerholdet," siger hun.