Børn i daginstitutioner bliver hver dag udsat for sundhedsskadelige stoffer.
Det viser en ny undersøgelse, hvor Det Økologiske Råd har undersøgt 20 daginstitutioner i fire kommuner.
I samtlige institutioner er der målt bekymrende høje niveauer af hormonforstyrrende kemikalier. Der er tale om stoffer, som er forbudt i legetøj. Der er målt på både ftalater og flammehæmmere.
Der er desuden alt for høje koncentrationer af CO2, som kan give mere trætte og uoplagte børn. Dertil kommer udfordringer med sundhedsskadelige ultrafine partikler, radon og lysforhold.
Lone Mikkelsen, projektleder og seniorrådgiver hos Det Økologiske Råd, giver i en pressemeddelelse udtryk for bekymring:
- Børn opholder sig typisk i institution i op til otte timer om dagen, fem dage om ugen. Her skal de have de bedste vilkår for at udvikle sig hensigtsmæssigt. Politisk er der fokus på, hvordan vores børn bliver passet, men ikke om de færdes i gode og sunde omgivelser.
- Dette burde gå hånd i hånd, for begge dele indvirker i høj grad på deres trivsel og udvikling. Vores resultater peger på, at de grundlæggende vilkår for en sund udvikling bør forbedres i mange daginstitutioner, siger hun.
Rådet kommer med en række råd til et godt indeklima. Et af dem handler om at prioritere rengøring højt i daginstitutionerne. Og netop rengøringen påpeger Forældrenes Landsorganisation som et problem.
- Vi er dybt chokerede over at høre, at det kan være sundhedsskadeligt for børn at opholde sig i landets daginstitutioner. Og det bekræfter bare, hvor dårlig en idé det er at spare på rengøringen i dem, siger formand Signe Nielsen blandt andet til Politiken.
Til avisen fortæller miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V), at det i EU går for langsomt med at få styr på hormonforstyrrende stoffer.
Samtidig slår han fast, at Danmark som udgangspunkt vil have hormonforstyrrende stoffer i legetøj, kosmetik og visse forbrugerprodukter forbudt i hele EU.
Den nye undersøgelse er udført i samarbejde med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Københavns Universitet, Rockwool, Velux A/S og Veltek. Foreningen Realdania har finansieret projektet.
/ritzau/