I sagen om en mandlig pædagogmedhjælpers overgreb på børn i en daginstitution i Beder bliver børnene nu testet for, om de er blevet smittet med kønssygdomme. Efter videoafhøringer af 18 børn, er den 29-årige pædagogmedhjælper blevet sigtet for overgreb mod 15 børn, skriver Århus Stiftstidende.
Børnene bliver nu undersøgt af Retsmedicinsk Klinik i Århus, som har taget blod- og slimhindeprøver hos børnene.
Leder af Retsmedicinsk Klinik, Annie Vesterby Charles, udtaler sig ikke om den konkrete sag, men siger til Århus Stiftstidende:
- Vi undersøger blandt andet for klamydia, hiv og leverbetændelse. Ved overgreb mod børn er en af opgaverne at finde ud af konsekvenserne. Det gør vi både for at få vished og for at skabe tryghed for familien. Det er klart, at kommer krænkeren fra et miljø og har en adfærd, hvor der er risiko for at pådrage sig en smitte, så er der ekstra grund til at foretage test.
Værst for drengene
Foreløbig er der rejst 11 sigtelser om blufærdighedskrænkelse og 4 om anden kønslig omgang end sex mod pædagogmedhjælperen. Værst er det gået ud over institutionens drengebørn, som har været ofre for de groveste overgreb.
Manden blev den 16. juni varetægtsfængslet for fire uger, og skulle altså have været for en dommer fredag. Han har dog på forhånd accepteret at varetægtsfængslingen forlænges yderligere fire uger.
Allerede da pædagogmedhjælperen blev ansat i 2005 fik institutionens ledelse de første henvendelser om, at medhjælperen havde en mistænkelig omgang med børn. Men ingen af klagerne kom videre til kommunen. Siden sagen begyndte at rulle har flere forældre meldt deres børn ud af institutionen.