Nogle få børn vil sikkert få glæde af en influenzavaccine. Men de fleste børn vil have haft sygdommen, før det bliver deres tur til at blive vaccineret.
Det er beskeden fra Sundhedsstyrelsens direktør, Jesper Fisker, efter at Dansk Folkeparti har præsenteret det som en sejr, at overskydende influenzavacciner skal bruges på børn.
Flere børn end voksne er indtil nu blevet smittet af sygdommen - og derfor vil et flertal på Christiansborg målrette vaccinen til børnene.
Men først til februar vil folk i risikogrupperne og kritisk sundhedsmateriale få vaccinationerne - og da vil det være for sent for de fleste.
"Alle de vacciner vi har, skal frem til februar gå til de grupper, der har mest brug for vaccinerne. Derfor vil der først engang i det nye år være ekstra vacciner at få. Derfor er diskussionerne om vaccinerne til børn foreløbig rent spekulativ," siger Jesper Fisker, der understreger, at myndighederne følger sygdommens udvikling tæt, og at de gerne vil vente til senere med at anbefale, hvad de ekstra vacciner skal gå til.
Sundhedsstyrelsen og Statens Seruminstitut forventer, at sygdommen for alvor vil rase i Danmark i slutningen af november og i december måned.
Forebyggelseschef Else Smith fra Sundhedsstyrelsen understreger, at børnene ikke er specielt mere i fare for influenzaen end andre.
"Børnene bliver hundesyge, og de skal have kærlighed og omsorg. Men de har ikke større risiko end andre for at få komplikationer, der kan bringe deres liv i fare," siger hun.
Else Smidt tilføjer, at børn i risikogrupperne naturligvis bliver vaccineret nu sammen med andre, for hvem influenzaen kan være særlig farlig.
Det er blandt andet børn med hjertesygdomme og astma - og børn med nedsat immunforsvar.