96 procent af alle småbørnsforældre mener, at deres børn er glade for at gå i institution. Det viser en undersøgelse Kommunernes Landsforening har lavet.
Men undersøgelsen møder kritik fra formanden for Forældrenes Landsforening, Lars Klingenberg. Han mener, det er naivt at tro, at forældre vil svare ærligt på det spørgsmål.
"Jeg synes, det er useriøst at spørge forældrene, om deres børn er glade, og så bruge det som et objektivt parameter for, hvad det er for et serviceniveau, vi har i vores daginstitutioner," forklarer Lars Klingenberg til DR Nyheder.
Formanden frygter, at undersøgelsen bliver en sovepude for politikerne, og at den vil indgå som et argument for, at der ikke er behov for flere ressourcer til området. Den frygt deler han med formand for pædagogerne.
"Forældre afleverer jo med glæde hver dag deres børn til pædagogerne, så det er de forhåbentlig tilfredse med, ellers havde de jo selv et problem," siger Henning Pedersen, formand for BUPL.
10.000 forældre er blevet spurgt i undersøgelsen.