Tre skolepiger blev her til morgen dræbt, da en bombe eksploderede ved en pigeskole i det nordvestlige Pakistan.
Derudover mistede mindst tre udenlandske hjælpearbejdere livet i en eksplosionen, der raserede hele skolebygningen og ødelagde tre biler. Flere udenlandske journalister er blandt de 70 sårede, og oprindeligt lød meldingerne på, at fire udenlandske journalister var blevet dræbt.
"Otte mennesker mistede livet ved eksplosionen - fire udlændinge, en sikkerhedsvagt og tre skolepiger," siger den lokale politimester.
Pigeskolen var kun lige blevet genopbygget efter tidligere at være blevet ødelagt af militante. Hjælpemedarbejderne og en række journalister var mødt op for at deltage i genindvielsen af skolen.
Politiet er fortsat ved at undersøge, hvem de fire dræbte nødhjælpsarbejdere er. Deres nationaliteter kendes ikke, men de arbejdede alle for en privat udenlandsk hjælpeorganisation.
Eksplosionen skete, da en vejsidebombe ramte en konvoj, der var på vej til genåbningen af skolen i det nordvestlige Pakistan, skriver CNN.
Vestlige organisationer samarbejder med den pakistanske regering for at få flere piger til at deltage i skoleundervisning, mens Taleban-oprørere forsøger at bekæmpe det med vold.