For fire år siden sagde Bo Hamburger farvel til cykelkarrieren, flyttede fra Toscana hjem til Danmark og var klar til at tage hul på en helt ny karriere.
Inden Hamburger blev en cykelmyg, færdiggjorde han en maleruddannelse, og med den i baghånden stiftede han for to år siden sit eget malerfirma, Bo Hamburger APS.
Men det var åbenbart ikke lige det rigtige tidspunkt, at Hamburgeren gik bort fra cykling, for nu har Sø- og Handelsretten begæret ekscykelrytteren konkurs.
"Det har jeg det selvfølgelig ikke godt med. Det er klart, at man jo også et eller andet sted er noget ærekær. Det er da lidt trist, men desværre har det været hårde tider for mange," siger Bo Hamburger til Erhvervsbladet.
Selvom malermanden er en stolt mand, er han dog ikke for stolt til at indrømme, at det ikke kun er tidspunktet, som har stået i vejen for hans firmas succes. Bo Hamburger mener også, at hans manglende erfaring inden for branchen, er skyld i konkursen.
Faktisk lyder Hamburger som en noget besejret mand.
"Jeg har ikke nogen planer om at skulle starte noget lige foreløbig. Der tror jeg lige, jeg trækker følehornene til mig et godt stykke tid," siger han.
Det er endnu uvist, hvor meget Hamburger skylder, men det forventes at være ca.300.000 kroner.