Finanskrisen kradser i de små hjem, og det går ud over folks forbrug af luksusvarer. Det kan B&O mærke og har nu i følge borsen.dk lagt en ny strategi for, hvordan virksomheden fortsat skal overleve i det marked, der på få år er blevet mindre.
"Bang & Olufsen har udarbejdet og iværksat en plan for omkostningsreduktioner i størrelsesordnen 160 mio. kr. i indenværende år i forhold til de aktiviteter, der var planglagt ved regnskabsårets begyndelse," skriver ledelsen i den netop fremlagte strategiplan i følge borsen.dk.
Ud over at nedlægge 300 stillinger, hvoraf omkring 165 af dem er afskedigelser og de resterende er nedlæggelser på sigt, så vil B&O også spare penge ved at skære ned på udgifterne til eksterne leverandører.
Ledelsen skæres ned
Administrerende direktør Karl Kristian Hvidt Nielsen vil fremover være alene i direktionen. Randi Toftlund, John Bennett - Therkildsen og Michael Aagaard Andersen vil være i det næste ledelseslag under den administrerende direktør.
Færre produkter
Fremover vil B&O koncentrere sig om lyd- og videoprodukter af deres sædvanlige høje kvalitet.
"Med baggrund i sin uddannelse og erfaring vil Bang & Olufsens President & CEO Karl Kristian Hvidt Nielsen personligt varetage ansvaret for - og sikre fremdriften i - produktudviklingen, indtil den rette person er tiltrådt," skriver B&O i en fondsbørsmeddelelse tirsdag i følge borsen.dk.
Fornuftig plan
Analysechef i Capinordic Bank Kenneth Winther mener, at det er en fornuftig plan som ledelsen har lagt for dagen i B&O.
"Jeg synes, at det er det rigtige, men også, hvad der lå i kortene. På kort sigt får vi nogle omkostningsbesparelser, så resultatet ikke kører helt i bund, og der kommer nogle langsigtede initiativer med en fælles teknologiplatform, så man får mere ud af de udviklingsomkostninger, man bruger," siger Kenneth Winther til Nyhedsbureauet Direkt.