Voldsomme bataljer ved et par nordjyske værtshuse har lørdag ført til varetægtsfængsling af to mænd.
Den ene sag udspillede sig ved et værtshus i Skagen.
Her fik en mand på 64 år alvorlige skader, da en modstander brugte en blomsterkumme som våben.
- Manden er overført til Aalborg Sygehus, og han skal opereres for et kompliceret kraniebrud. Men han er uden for livsfare, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi.
En dommer har lørdag eftermiddag besluttet at varetægtsfængsle den anholdte i sagen for tre uger.
Den 31-årige mand er sigtet for vold af særlig farlig karakter ved at have smidt blomsterkummen i hovedet på den 64-årige.
Han har ikke kæret dommerens afgørelse til landsretten.
Det har derimod en anden mand, der er blevet frihedsberøvet i to uger for vold på Gammeltorv i Aalborg.
Politiet sigter den 30-årige for at have slået en dørmand talrige gange i ansigtet, og også en betjent skal være blevet ramt i hovedet.