Russiske Anastasia har stjålet 34.000 fra mig

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

I formiddags blev jeg ringet op af min bankrådgiver, som jeg faktisk aldrig har snakket med før.

"Har du betalt 34.000 kroner til en Anastasia Redkina?" spurgte den flinke Nordea-dame.

Hmm ... Jeg gav godt nok adskillige drinks i byen i lørdags, da jeg var ude at fejre en vens nye job, men 34.000? Og jeg mener heller ikke, jeg mødte nogen, der hed Anastasia ... Bankrådgiveren forklarede så, at overførslen var sket over min netbank mandag, da jeg var på arbejde.

Jeg er simpelthen blevet hacket. Sandsynligvis af den russiske mafia.

En virus har sneget sig ind på min computer og sørget for, at mine hårdt opsparede penge er blevet sendt videre til den ukendte Anastasia Redkina. Som sikkert ikke engang hedder Anastasia i virkeligheden.

Navnet klinger dog russisk, og den nationalitet er sikkert rigtig nok. Den svenske afdeling af Nordea var i januar igennem en række lignende hacker-angreb, hvor 250 kunder mistede mellem syv og otte millioner svenske kroner. Russisk organiseret kriminalitet stod bag de angreb, mener svensk politi.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive berøvet af den russiske mafia i skikkelse af en kvinde ved navn Anastasia Redkina. Men det er tilsyneladende, hvad der er sket :-(

PS. I morgen skal jeg ned og snakke med min bankrådgiver og anmelde sagen til politiet. Banken prøver at stoppe overførslen til den ukendte Anastasia, men jeg ved ikke endnu, om det er lykkedes. Til gengæld dækker banken tabet, hvis pengene er røget til Rusland.

UPDATE (23/03/2007): Har lige snakket med politiet, som nu har fået lidt styr på detaljerne i sagen, som er mere kompliceret, end jeg lige havde troet: Det viser sig, at både en computer i Holbæk og en pige på Frederiksberg er involveret i netbank-tyveriet.

De russiske hackere har angiveligt først bildt pigen på Frederiksberg ind, at de var et firma, der ikke kunne etablere en konto i Danmark. Derfor skulle hun modtage nogle pengeoverførsler fra Danmark og sende dem direkte med Western Union til et kontor i Rusland - mod at få en vis procentdel af pengene. Derefter har russerne hacket sig ind på en computer i Holbæk og brugt dens IP-adresse til at hacke sig ind på min computer og overføre pengene til pigen på Frederiksberg. Som så sørgede for at pengene endte i hænderne på den russiske mafia.

De er alligevel rimeligt udspekulerede, de russere. Politiet efterforsker stadigt sagen ...

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.