To unge nordmænd på ferie i Blokhus er blevet indlagt på hospitalet i Aalborg efter de natten til fredag kom i slagsmål med en gruppe unge danskere fra lokalområdet.
Politiet har anholdt de fem danskere, som angreb de to norske brødre.
Det oplyser vagthavende hos Nordjyllands Politi, Frank Liltorp.
- Vi får en anmeldelse omkring klokken 2 i nat om et slagsmål foran et værtshus i Blokhus. To unge brødre fra Norge, på 17 og 18 år, havde været oppe at toppes med fem danskere. Vi ved ikke, hvad der satte gang i slagsmålet, siger han.
Det er gået værst ud over den yngste bror.
- Vi har lige været ud at tale med dem på hospitalet. Den 17-årige har brækket overkæben, og fået slået flere tænder ud. Hans bror har fået knubs. Den yngste skal nu skannes for indre blødninger for en sikkerheds skyld, siger vagthavende.
Ifølge de foreløbige oplysninger kom turisterne fra Norge og de fem danskere op at skændes inde på et værtshus. Det udviklede sig så til et regulært slagsmål uden for beværtningen.
- Der er tilsyneladende brugt flasker under slagsmålet. Og nordmændene er også blevet sparket, siger vagthavende.
De fem danskere forsvandt efter slagsmålet i to biler. Efter en times tid stoppede en patruljebil den ene bil med en ung, spirituspåvirket mand bag rattet. Og lidt senere fik politiet så fat i de fire andre slagsbrødre.
- To af dem havde blod på tøjet, og alle fem var påvirket af spiritus, siger Frank Liltorp.
De fem danskere er nu ved at sove rusen på politigården.