Blodig uro hærger efter Israels drab på militant leder
Et israelsk missil affyres her fra et forsvarssystem med det formål at stoppe raketter fra palæstinensiske militante. (Foto: Menahem Kahana/Ritzau Scanpix)
22 palæstinensere er dræbt i israelske angreb siden tirsdag, hvor en militant leder blev dræbt af Israel.

For anden dag i træk fortsætter urolighederne i Israel og Gazastriben onsdag efter Israels drab på en militant leder fra gruppen Islamisk Jihad.

Israel dræbte natten til tirsdag dansk tid feltkommandøren Baha Abu al-Atta og hans kone i et målrettet angreb. Abu-al Atta var leder i den militante gruppe Islamisk Jihad, der er på EU's terrorliste.

Angrebet ramte den militante leders hjem i Gazastriben.

Palæstinensiske militante svarede straks igen og har sendt over 220 raketter afsted mod Israel. Det har igen fået Israel til at iværksatte angreb.

De israelske angreb har onsdag kostet mindst 22 personer livet. Det oplyser Gazas Hamas-kontrollerede sundhedsministerium.

Lederen Baha Abu al-Atta beskyldes af Israel for at stå bag en række angreb på tværs af grænsen for nylig med raketter, droner og snigskytter.

- Abu al-Atta var ansvarlig for de fleste af Islamisk Jihads aktiviteter i Gazastriben og var en tikkende bombe, lyder det fra militæret.

Det israelske militær understreger, at de israelske luftangreb udelukkende er rettet mod Islamisk Jihads tilholdssteder og affyringsramper.

Det samme budskab lyder fra premierminister Benjamin Netanyahu.

- Israel er ikke interesseret i en optrapning, men vi vil gøre, hvad der er nødvendigt for at forsvare os selv, siger han

- Jeg siger på forhånd, at det kan komme til at tage tid.

I en fælles udtalelse advarer Gazas militante grupper om, at Israel er gået over grænsen med drabet på Islamisk Jihad-lederen, og at det vil få følger.

Ærkefjenderne Israel og Hamas, der kontrollerer Gaza, har udkæmpet tre krige i den palæstinensiske enklave siden 2008.

/ritzau/AFP

/ritzau/AFP
via Listen To News