Hvis du ikke er helt klar over, hvad dine børn laver, når de surfer rundt på nettet, så er der nu hjælp at hente.
Forbrugerstyrelsen åbner nemlig et forum på Forbrug.dk, hvor forældre kan dele deres erfaringer om børnenes liv i cyberspace.
"Vi kan se, at to tredjedele af forældrene ikke har spillet de spil, som deres børn spiller og ikke har besøgt de verdener på nettet, som deres børn færdes i. De har derfor ingen erfaringer på området, de kan give videre til deres børn, og derfor kunne det være en god ide, at de taler med andre forældre om, hvad det er, der foregår på nettet," siger Tanja Franck, der er direktør for Forbrugerstyrelsen, til Newspaq.
På siden kan forældrene stille spørgsmål til andre forældre, eller de kan give deres egne erfaringer videre.
"De kan også gå ind og vurdere forskellige hjemmesider: hvad er godt, hvad er mindre godt, hvad skal man være særligt opmærksom på i forhold til en bestemt side," fortæller Tanja Franck.
Hun mener, at det er godt for forældrene, at de har en ide om, hvad deres børn laver på nettet, fordi børnene også er forbrugere, når de er online.
"De køber virtuelle møbler nogle af dem, de køber virtuelt vand og hø til deres hest. Så børnene er forbrugere i en verden, som forældrene ikke ved så meget om. Derfor kunne det nok være interessant for de voksne at blive en smule klogere på området."