Op mod fem skud er blevet affyret ved Julius Thomsens Plads på Frederiksberg i det indre København.
Målet var tre rockerlignende typer, men ingen er ifølge politiet blevet ramt af skuddene.
"Gerningsmændene beskrives som to yngre udlændinge," fortæller Claus Winther, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi, til Newspaq.
Noget tyder dog på, at det er de forkerte folk, der er blevet skudt efter. For ofrene blev på gerningsstedet og har selv tilkaldt politiet - noget der normalt aldrig vil ske i et bandeopgør, hvor både ofre og gerningsmænd opererer med totalt vandtætte skotter til ordensmagten.
Det betyder også, at politiet pludselig ser på episoden med helt andre øjne.
"Det er efter vores bedste overbevisning ikke rockerrelaterede personer. De bliver på stedet og ringer efter os. Hvis det var et bandeopgør, ville det have været helt usædvanligt," forklarer Claus Winther.
Skulle det vise sig at være en fejlattentat, har efterforskningslederen allerede et bud på, hvad årsagen kan være.
"De er ikke kendte i bande- og rockersammenhænge, men de har et udseende, der gør, at man måske kan forveksle dem med nogen, der har med bandeopgøret at gøre," slutter Claus Winther fra Københavns Politi til Newspaq.