Talentet rakte ikke til en sejr i sidste sæsons udgave af X Factor for Seest, da den skaldede sanger blev stemt ud af den ligeså skaldede dommer, Thomas Blachman.
Nu slår Seest i B.T. tilbage med kritik af, at Blachman vender tilbage som dommer i den kommende udgave af den populære talentkonkurrence på DR.
"Han må jo stå og mangle noget succes. De ord, der kommer ud af Blachmans mund, har været meget svære at tolke for mig. Så jeg er da lidt overrasket over, at de har valgt at bruge ham igen, men det kan være, at han skal bruge noget eksponering," siger Claus Seest til avisen.
Som dommer i X Factor blev Blachman både kendt for sine hårde ord til de håbefulde, men knapt så talentfulde, deltagere, og for sine lange, kryptiske sætninger. Men ifølge den jazz-elskende dommer er man ikke alt for kvik, hvis man ikke helt forstår hans talestrøm.
"Når han siger, at han ikke forstår mig, så svarer det til at indrømme, at han er halvdum," svarer Blachman tilbage på kritkken.
Blachman danner i X Factor 2011 dommertrio med Pernille Rosendahl og Cutfather.