Der er stadig uafklarede uenigheder mellem Thomas Blachman og Pernille Rosendahl. Den kontroversielle, skaldede dommer er stadig ikke tilfreds med de svar, han har fået fra den tidlgiere Swan Lee-sanger.
"Jeg synes ikke, at hun (Pernille Rosendahl red.) har argumenteret på nogen måde logisk og værdigt om, hvorfor de røg ud," siger Thomas Blachman.
Han kalder episoden for en fadæse.
"Når jeg bliver uvenner med folk, vil jeg gerne have at de argumenterer, så jeg tænker: 'gud, tak for det. Det er sgu da klogt'," siger han til Newspaq.
Men sådan har han ikke oplevet det med Pernille Rosendahl denne gang.
"Hvis der bliver taget beslutninger, som går ud over mig, og jeg ikke får en tilfredsstillende argumentation, så bliver jeg sindssyg," siger Thomas Blachman.
Pernille Rosendahl er også påvirket af episode. For hende har det mest været turen gennem de sociale medier, der har været svær.
"Nogen mennesker føler, at de får et carte blanche til at skælde ud på mig, når Blachman melder så kraftigt ud. Det kan godt være irriterende," siger hun.
Udmeldingerne bliver efter hendes mening hårdere, når det bliver sagt på Twitter eller Facebook, i stedet for direkte til hende.
"Jeg kan mærke, at folk skurer lidt op for tonen og ligger 100 procent oveni," siger Pernille Rosendahl.
Derfor prøver hun at tage lidt afstand til det, hun læser. Hun trækker nogle procent fra det, men understreger samtidig, at der er klare personlige grænser for, hvad hun vil være med til.
Hun tror dog ikke, at tonen bliver hårdere når kameraerne ruller.
"Jeg tror faktisk ikke, det betyder noget. Når man er uenig så er man uenig og så diskuterer man," siger hun til Newspaq.