Hver for sig er deres historier gribende. Sammen fortæller de historien om seksualiseret vold som et uhyrligt våben i krigszoner.
Den norske Nobelkomite bestemte fredag, at Nobels fredspris for 2018 skulle gå til lægen Denis Mukwege fra DRCongo og den irakiske menneskerettighedsforkæmper Nadia Murad.
Prisen gives for deres kamp mod seksualiseret vold anvendt som våben i krig og væbnede konflikter.
Denis Mukwege har som læge viet sit liv til at alle ofrenes sag. Nadia Murad er vidnet, som har fortalt om overgreb mod sig selv og andre, hedder det i motiveringen fra den norske Nobelkomité.
Navn: Nadia Murad.
Alder: 24 år.
Fødested: Kocho, Irak.
Nationalitet: Iraker, af yazidi og kurdisk afstamning.
* Blev som 19-årig bortført af krigere fra Islamisk Stat (IS) i august 2014, efter hendes landsby blev overtaget af den ekstremistiske gruppe.
* Da IS indtog Kocho, massakrerede deres krigere landsbyens befolkning. Store dele af Murads familie blev dræbt.
* Sammen med mere end 3000 yazidi-piger blev hun holdt fanget, tortureret og udnyttet seksuelt.
* Murad formåede at flygte og fik i 2015 lov til at rejse til Tyskland.
* Siden da har hun været forkæmper for tusindvis af piger og kvinder, der har været i IS-fangenskab og holdt som sexslaver.
Navn: Denis Mukwege.
Alder: 63 år.
Fødested: Costermansville, Belgisk Congo (i dag DRCongo).
Nationalitet: Congoleser.
* Uddannet som læge i Burundi, senere specialiseret i gynækologi på universitetet i Angers, Frankrig.
* Åbnede i 1999 under krigen i Congo et hospital i landsbyen Bukavu, der siden oprettelsen har behandlet mere end 85.000 kvinder, der i størstedelens tilfælde har været udsat for seksuel vold.
* Holdt i 2012 tale for FN's Generalforsamling, hvor han kritiserede verdenssamfundet for at vende det blinde øje til massevoldtægter i DRCongo, som han kaldte en "bevidst krigsstrategi".
* Blev samme år udsat for et attentatforsøg i Bukavu, hvorefter han drog i eksil. Han vendte dog tilbage i 2013.
* Mukwege har modtaget et væld af priser for sit arbejde. I 2014 modtog han blandt andet Sakharov-prisen, som uddeles af Europa-Parlamentet.
Kilder: Time Magazine, The Guardian, FN's højkommissariat for menneskerettigheder (OHCHR), New York Times.
/ritzau/