Jesper Nielsen - bedre kendt som "Kasi-Jesper" - kan være Brøndby IF's næste bestyrelsesformand. Det mener klubbens nuværende formand Per Bjerregaard.
"Jeg ser ham som min afløser. Jeg tror og håber, at han kommer til Brøndby IF," siger Brøndbybossen til Jyllands-Posten.
Jesper Nielsen har tidligere været storsponsor i klubben, og selvom forholdet stoppede, fordi rigmanden ikke fik tilstrækkelig indflydelse, er det hans kærlighed til klubben, som er altafgørende.
"Det betyder meget for mig, at han har bevist, at han har hjertet i Brøndby IF. På et tidspunkt, hvor han ikke kunne vide, hvor velhavende han blev, kom han med utrolig mange penge for at hjælpe sin klub," siger Bjerregaard til avisen.
Jesper Nielsen har tjent millioner på sit ejerskab af virksomheden Kasi Group, som ejer 49 procent af smykkefirmaet Pandora, der i går blev børsnoteret.
Rigmanden har allerede et stort engagement i håndboldklubben AG København, som har hentet mange store stjerner til den danske liga. Nu er vejen banet for en betydningsfuld post i dansk fodbold.