Skandalerne regner ned over den katolske kirke i Danmark. Ved siden af afsløringerne om misbrug af mindreårige, rejses der nu mistanke om drab.
To nonner fra klosteret Maria Hjerte Abbedi nord for Grenå i Jylland står nu frem og fortæller om en episode fra 1993, hvor de blev tvunget til at tie om et mystisk dødsfald blandt deres medsøstre.
Danske Helene Hägglund og tyske Søster Jordana fortæller til P1 Dokumentar, at de i 1993 var vidne til, at klosterets leder låste en dement søster ude i en gårdhave, hvor hun ikke havde mulighed for at undslippe den bidende kulde.
Forklaringen på straffen var, at den demente nonne havde forstyrret morgenbønnen, og det blev fatalt for hende. Hun endte sine dage på denne kolde november morgen.
Vidnerne til dødsfaldet tilkaldte vagtlægen, og det vakte vrede hos klosterets leder Moder Theresa Brenninkmeijer. Hun truede de to nonner til tavshed og tang dem til at lyve.
"Da Moder Theresa så, at hun var død, og vi skulle hive hende op og bringe hende i seng, fik vi også besked på, at vi skulle sige, hun døde dér. At vi har fundet hende dér på sit værelse. Så vi skulle lyve," forklarer Søster Jordana til P1.
Først otte år senere i 2001 rettede den danske biskop Czeslaw Kozon henvendelse til Vatikanet for at bede dem undersøge forholdende på klosteret ved blot at nævne, at klosteret var blevet kritiseret i stærke vendinger. Han nævnte ikke noget om dødsfaldet.
Vatikanet foretog sig ikke noget i sagen og trods seks uafhængige opfordringer fra forskellige personer om at undersøge klosteret, greb biskoppen ikke til handling.
Moder Theresa Brenninkmeijer er stadig leder af klosteret i Østjylland i dag.