En af Tysklands mest fremtrædende katolske biskopper ser nu ud til at trække sig fra sin gejstlige post.
Augsburgs biskop Walter Mixa er blevet voldsomt upopulær, efter det er kommet frem, at han i en årrække har banket børnehjemsbørn og brugt fondspenge til egne formål. Det skriver Deutsche Welle.
Ifølge flere tyske medier har han sendt et brev til Paven, hvori han tilbyder at trække sig som leder for det sydtyske bispedømme og fra posten som forbundshærens militærbiskop.
Det var ellers den tyskfødte pave Benedikt selv, der kort efter sin udnævnelse i 2005 gjorde Walter Mixa til biskop. Men nu har Mixas egen kirkeledelse i Tyskland helt usædvanligt opfordret ham til at trække sig.
Det samme ønsker et flertal i af de op imod 1,4 millioner medlemmer af menigheden også. De kræver nemlig højlydt den omstridte biskops afgang.
Det er de seneste uges misbrugsskandale, der har fået flere tidligere børnehjemsbørn til at stå frem og løfte sløret for Walter Mixas hårdhændede behandling af dem. I første omgang afviste biskoppen alt, men har nu erkendt at have uddelt lussinger.