Endelig tager integrationsminister Birthe Rønn Hornbech bladet fra munden om Dansk Folkepartis krav om at stramme 24-årsreglen til 28 år.
I en mail til Berlingske Tidende kritiserer hun nu det kontroversielle forslag.
"En 28-års-regel kan medføre, at flere vil benytte sig af EU-reglerne. Så får vi mange flere personer, der har brugt ventetiden på at bo i et andet EU-land, og derved ikke er blevet så velintegrerede og ikke er blevet tilskyndet til at uddanne sig, som vi gør i Danmark," skriver Birthe Rønn Hornbech i mailen og fortsætter:
"Det vil være helt i strid med både regeringens integrationspolitik og vækstpolitik at fremme tilgangen af uintegrerede og uuddannede," skriver hun.
Dansk Folkeparti truede ellers i går med at blokere for regeringens planlagte SU- og efterlønsreformer til efteråret, hvis ikke partiet kommer igennem med kravet om en 28-årsregel.
"Hæver man reglen er der ingen tvivl om, at der kommer færre tvangsægteskaber, færre familiesammenføringer og det er i øjeblikket en dyr affære for det danske samfund. Og derfor hænger tingene fuldstændig sammen," udtale Pia Kjærsgaard i går til Newspaq.
En udmelding som både Socialdemokraterne, SF og nu altså også integrationsministeren tager skarpt afstand fra.