Livstid. Sådan lyder dommen til den 44-årige far, der planlagde drabene på sine tre børn Alexander, Amanda og Adam.
Det skriver ekstrabladet.dk.
Dommen er faldet i Retten i Lyngby tirsdag formiddag efter blot tyve minutters votering.
Og det var en enig domsmandsret, der fastsatte straffen.
"Vi har lagt vægt på gerningens karakter og grovhed, og at der var tale om tre sovende og værgeløse børn. Vi var også enige i, at det var planlagt - blandt andet ved brug af sovemiddel - og at drabene fandt sted tre forskellige steder i huset. Vi finder desuden ingen strafformildende omstændigheder omkring sagen, og derfor sættes straffen til livstid," lyder det ifølge ekstrabladet.dk.
Børnene var ti, otte og fire år, da de blev skudt af deres far med en salonriffel 9. februar.
Flere ting har i løbet af sagen peget på, at han havde planlagt drabene. Et par dage inden drabene fik han aflivet sin hund, og han havde også skrevet et brev flere dage inden sin ugerning.
Brevet var fire sider langt og modtageren var mandens ekskone og børnenes mor, som angiveligt havde fundet en ny kæreste.
Detaljerne om brevet kom frem i går, og ifølge ekstrabladet stod der bl.a. følgende i brevet:
"Du er dybest set en væmmelig og superegoistisk person, og du fortjener ganske enkelt ikke at være sammen med dem. Jeg ved ikke, hvad der venter os på den anden side, men jeg er sikker på, at børnene og jeg skal være sammen," skrev han til ekskonen.
Nu er den 44-årige idømt livstid.