Den 56-årige lektor på Biologisk Institut på Københavns Universitet, Dean Jacobsen, er blevet anklaget for at krænke studerende, fordi han bruger eksempler med mænd og kvinder i statistikundervisningen.
Anklagen blev fremsat under et fokusgruppemøde først i december. Her deltog en række fagansvarlige lærere og fem repræsentanter for de studerende.
Dean Jacobsen fortæller til Jyllands-Posten, at en kvindelig studerende på mødet fortalte, at "nogle studerende" fandt hans eksempler med mænd og kvinder upassende.
Årsagen var, at eksemplerne ekskluderede studerende, der ikke identificerer sig som enten mand eller kvinde, og som dermed kan føle sig stødt, skriver Jyllands-Posten.
Hvad med "han" og "hun"?
Dean Jacobsen finder anklagen "absurd", og siger, han ingen interesse har i at krænke nogen.
- Selvfølgelig har jeg ikke det. Jeg kommer til at tænke mere over den måde, jeg underviser på, men jeg tænker også, det er absurd, siger Dean Jacobsen og tilføjer, at hans studerende læser "biologi, og i biologiens verden bliver man fysisk set født som enten et han- eller hunkøn".
- Må jeg så heller ikke fremover omtale mennesker med "han" og "hun"? Så skal sproget jo fundamentalt ændres. Jeg vil i øvrigt heller ikke føle mig krænket af, at man for eksempel beretter om asiatere og afrikanere i en undersøgelse, blot fordi europæere ikke indgår, siger Dean Jacobsen til Jyllands-Posten.
Sagen er den seneste i en række sager med påstande om krænkelser. Blandt andet har en underviser på Copenhagen Business School (CBS) fået en undskyldning, efter at hun blev krænket over, at der på et møde blev sunget "Den danske sang er en ung blond pige". Den kvindelige forsker af anden etnisk herkomst end dansk havde følt sig ekskluderet.