Ritzau
Opdateret kl. 14:32
En af de dræbte i søndagens skyderi i Field's var en ung ansat i storcentrets biograf.
Det oplyser Nordisk Film Biografer i en udtalelse tirsdag morgen.
- Det er med stor sorg, at vi kan bekræfte, at en af vores unge biografmedarbejdere i Field's mistede livet ved søndagens forfærdelige og ubegribelige tragedie, udtaler Casper Bonavent, direktør i Nordisk Film Biografer.
- Vi er dybt berørte, og vores tanker og medfølelse går til de pårørende, lyder det videre.
Nordisk Film Biografer har en biograf i shoppingcenteret Field's, hvor en mand sent søndag eftermiddag pludselig begyndte at skyde omkring sig.
De første meldinger om skud kom til politiet klokken 17.35. 13 minutter senere kunne betjente anholde en 22-årig mand ved en parkeringsplads uden for centret.
I skyderiet mistede tre mennesker livet, og fire blev alvorligt såret.
Kollegerne til den afdøde biograf-medarbejder får hjælp til at håndtere krisen. Derudover holder alle Nordisk Film Biografer lukket tirsdag den 5. juli.
- Vores ansatte i Field's modtager krisehjælp, og vi tager også hånd om medarbejdere i de øvrige biografer.
- Alle Nordisk Film Biografer var lukkede mandag den 4. juli og er også lukkede tirsdag den 5. juli i respekt for ofrene og for at tale situationen igennem med vores medarbejdere, udtaler Casper Bonavent.
Biografen i Field's er foreløbig lukket frem til 11. juli ligesom resten af centret.
I den skriftlige udtalelse beder Casper Bonavent offentligheden om at "respektere den svære situation for familien og kolleger".
Ved et grundlovsforhør mandag eftermiddag blev den anholdte mand varetægtsfængslet i 24 dage i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling, når der er fundet en plads til ham.
Han er sigtet for tre drab og syv drabsforsøg. Det er uvist, hvordan han stiller sig til sigtelsen. Det ønskede hans forsvarer ikke at oplyse i den åbne del af retsmødet.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.