Fem familiemedlemmer til den afdøde terrorist Osama bin Laden er blevet idømt 45 dages fængsel.
Ifølge CNN er de tre enker fra bin Ladens polygame ægteskab og hans to unge døtre på 17 og 21 år dømt for at opholde sig ulovligt i Pakistan.
Kvinderne skal afsone dommen i et fængsel i Islamabad, hvor retssagen fandt sted. Når de har udstået fængselsstraffen skal de sendes hjem til deres respektive hjemlande, fortæller enkernes advokat, Amir Khalil.
En kilde tæt på sagen har oplyst, at myndighederne i Yemen er villige til at tage imod den yngste enke, der er statsborger i landet. De to andre koner er fra Saudi Arabien, og der er myndighederne mere tilbageholdne.
De tre enker, Amal Ahmed Abdul Fateh, Khairiah Sabar og Siham Sabar, har været i pakistnas varetægt siden al Qaeda-lederen blev dræbt af amerikanske soldater i maj 2011.
Kilde: CNN.