Hvis du vil være en rigtig bimbo , skal du tage slankepiller og få skønhedsoperationer. Sådan er moralen i et internetspil, som har skabt røre i Frankrig, og som nu også er blevet populært i Storbritannien.
Spillet Miss Bimbo har fået 200.000 medlemmer i alderen 9 til 16 alene i Storbritannien. For at blive en ordentlig dulle, der kun går op i sit udseende, skal pigerne score millionærer, blive så tynde som muligt og få større bryster og ansigtsløftninger.
»Dette er lige så dødbringende som sider, der forherliger anoreksi. Mange børn vil blive grebet af de farlige og frastødende budskaber,« siger lederen af en klinik for piger med spiseforstyrrelser, Dee Dawson, til The Times.
Ud over at lære pigerne at tage slankepiller lokker spillet også penge ud af dem ved at lade dem købe bimbo-dollar , de kan bruge i spillet.
Spillets bagmand, franske Nicholas Jacquart, forsvarer sig med, at spillet blot afspejler den virkelige verden. For eksempel opfordres spillerne til at lade deres bimbo spise lidt, så hun ikke dør af sult.
»Det er ikke dårlig indflydelse. De lærer at tage sig af deres bimbos,« siger han til avisen.