Flere trafikpropper og mere bilos i luften. Det bliver resultatet, hvis et bredt flertal i Folketinget gør alvor af at sænke registreringsafgiften for derimod at gøre det dyrere at eje en bil.
Det forudser trafikforsker Harry Lahrmann, der siger, at det først og fremmest er prisen for at anskaffe sig en bil, der spiller ind, når folk vælger at blive bilejere.
Den såkaldte ejerafgift, der gør det dyrere at have en bil ved for eksempel at indføre en ekstra månedlig afgift, ændrer ingenting, mener han.
"Der er en række undersøgelse, der viser, at bilisterne er rimelig resistente over for ejerafgiften. Det er det, vi kalder den grønne ejerafgift i dag, så hvis man sætter den op, kommer der hverken flere eller færre biler," siger Harry Lahrmann.
Derimod ved man med sikkerhed, at der bliver solgt flere biler, hvis beløbet, der står på prisskiltet er lavere, og gør man hele regnestykket op, så vil der altså blive flere biler og mere C02-udslip, selvom der hverken kommer færre eller flere penge i statskassen.
Harry Lahrmann afviser også, at den samlede bilpark vil blive mere miljøvenlig, fordi folk skrotter de gamle skrammelbiler for at købe nyere og mere miljøvenlige køretøjer.
"Det er der ikke noget, der tyder på. Det, der sker, er ikke, at man skrotter bilerne, men at de gamle biler bliver overtaget af folk, der i dag ikke har råd til at have en bil," slutter han.