De såkaldte gule fagforeninger har ry for at være billige. Men sådan er det ikke, når det gælder størrelsen på a-kassernes kontingent. Snarere tværtimod.
Sammenligner man de officielle kontingentsatser for landets a-kasser, viser det sig, at ud af 26 A-kasser er der 14 a-kasser, der er billigere end Det Faglige Hus’s a-kasse, der koster 451 kroner om måneden i kontingent. Og hele 17 a-kasser er billigere end Krifas A-kasse.
Det fremgår af de officielle, aktuelle a-kasse-kontingentsatser, som A-Kassernes Samvirke har indsamlet.
”Jeg synes, det er helt overset i pris-debatten, at de gules a-kasser langt overvejende netop ikke er billigere end for eksempel LO-forbundenes a-kasser,” siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, der er professor ved Aalborg Universitet.
Traditionelle a-kasser billigere
Både folkeskolelærernes, sygeplejerskernes, pædagogernes, socialpædagogernes, journalisternes, FOA's og HK's a-kasser er blandt de a-kasser, der er billigere end Kristelig A-kasse og Det Faglige Hus’ a-kasse.
”Forklaringen på, at de gules a-kasser ligger i den dyrere ende er, at her kan de gule ikke snyde på vægten. a-kasser udfører et stykke ofte besværligt, administrativt og lovbestemt arbejde, der skal udføres for hver enkelt dagpengemodtager. Uanset om a-kassen er gul eller noget andet,” siger Flemming Ibsen.
”Så a-kassekontingentet er faktisk det helt rigtige at se på, hvis man vil sammenligne kontingenterne hos de gule og de traditionelle fagforbund. For når vi taler om a-kasser udføres samme arbejde pr. medlem, siger han.
Klik her for at se de aktuelle kontingentere hos både gule og traditionelle fagforeningers a-kasser