Efter lørdagens 0-1 nederlag i åbningskampen mod Schweiz skal Danmark vinde over Hviderusland på tirsdag.
Ellers er fiaskoen total for U21-landsholdet, der har en gylden mulighed for at nå langt ved EM på hjemmebane.
"Nu er det alvor. Det er vind-eller-forsvind. Og derfor har vi også tænkt os at sikre os alle tre point. Men skal drømmen om kvalifikation til semifinalerne realiseres kræves, at vi smider den forsigtighed, jeg synes, vi havde i spillet mod Schweiz helt væk," siger Nicki Bille Nielsen til Sporten.dk.
Landstræner Keld Bordinggaard lægger ikke skjul på, at der bliver skiftet ud i holdopstillingen til kampen mod Hviderusserne.
"Vi har hele tiden vidst, at vi skulle skifte ud fra kamp til kamp. Det er en helt anden udfordring mod Hviderusland end mod Schweiz, så det bliver ikke de samme 11," siger Keld Bordinggaard til Sporten.dk.
Og han tror på endnu en svær kamp for de unge danskere. Hviderusland er nemlig gode til at spille afventende og gribe chancen, når den opstår.
"Vi skal ud at vinde kampe. Og det tror jeg, at Hviderusland er rigtig godt tilfreds med. For det er sådan nogle hold, de gerne vil spille mod. På den måde kan de afvente og derefter hurtigt omstille sig," siger Keld Bordinggaard til Sporten.dk.
Kilde: Sporten.dk