En regulær 'lortestorm' har ramt Bilka. Næsten hver minut tikker i disse timer et nyt opslag ind på supermarkedskædens Facebookside.
"Jeg er chokeret," skriver en bruger. "Boykot Bilka," lyder det fra en anden. "Det her er for grotesk til at jeg kan støtte jer igen," erklærer en tredje.
Årsagen til den massive vrede er den meget omtalte fyring af 17-årige Mohamad Al Jawerheri.
Han blev efter eget udsagn presset til at sige op i Bilka som følge af en Facebook-debat, han deltog i. Fyren fra Næstved engagerede sig i en debat om islam i den offentlige Facebook-gruppen "JA TIL FRIHED - NEJ TIL ISLAM". Debatten udviklede sig til, at brugerne fra gruppen angiveligt truede teenageren samt henvendte sig til Bilka i Næstved, hvor han i sin fritid sad ved kassen.
Radio24syv bragte tirsdag morgen historien om Mohamad Al Jawerheri, og flere andre medier har ligeledes beskrevet sagen, der ifølge den unge dreng selv kulminerede, da han kort før jul blev kaldt op på sin chefs kontor i Bilka'en og der blev presset til at skrive under på sin egen opsigelse.
At dømme på strømmen af hidsige Facebook-kommentarer til Bilka, så mister kæden kunder på sin håndtering af sagen.
Eksempelvis skriver Pernille Lund Hansen:
"Seriøst, Bilka? Vil I være det her bekendt? I er en af mine primært indkøbssteder, men med sådan en historie her, vil jeg fremover prioritere andre indkøbsmuligheder. Jeg er meget skuffet over jeres adfærd i den historie."
En anden (navnet er redaktionen bekendt) skriver i sin kommentar, at hun finder det "rimeligt racistisk og usmageligt" at fyre en ansat på baggrund af en racistisk henvendelse.
"Genansættelse og offentlig undskyldning for jeres ringe håndtering af sagen ville være meget klædeligt," skriver hun.
Linda Heidemann Gonzalez er også blandt de mange, der har kommenteret:
"Ret op på den store bommert i Næstved. Utroligt man behøver at sige det til jer... Er I professionelle eller styret af en flok kujonagtige hadefulde mobbefjolser? Tænk først," skriver hun.
TV2.dk kan her til formiddag citere Dansk Supermarkeds pressechef Mads Hvitved Grand.
Han bekræfter opsigelsen, men afviser derudover at kommentere sagen, da det er en intern personalesag, som drejer sig om personlige ansættelsesforhold.
- Jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvordan hændelsesforløbet har været. Men det er klart, at hvis det måtte forholde sig, som det er beskrevet, så er det ikke i tråd med, hvordan vi normalt gør tingene eller gerne vil gøre tingene i Bilka, siger han ifølge TV2.dk.