Flere bilister ramte tidligt onsdag liget af en kvinde, der forinden var blevet påkørt og dræbt på Roskildevej ved Korsdalsvej.
Ifølge politiet lå kvinden på vejbanen i fosterstilling, da hun blev ramt af flere biler, som rev liget fra hinanden.
"Der er formentlig tale om en posedame eller en såkaldt landevejsridder, der har lagt sig på kørebanen, hvor flere biler har ramt hende og kørt hende over," siger vagtchef fra Københavns Vestegns Politi Per Hansen til bt.dk.
"Vi har snakket med to bilister, der har ramt hende, men der er formentlig tale om mange flere. Hun er splittet fuldstændig ad," siger han.
Området er onsdag morgen afspærret, mens oprydningen står på. En rustvogn er sendt direkte til stedet for at køre ligdelene væk.
Politiet efterlyser bilister, der har kørt på Roskildevej mod vest på stykket mellem Korsdal og Motoring 3 omkring kl. 6:40.
Politiet har desuden problemer med at identificere den nedkørte kvinde, som de beskriver som over 50 år, med mørkt hår og spinkel af bygning. Hun var iført en grå fleece-jakke med strik ved ærmerne, grå bukser og grågrønne snøresko. Hun bar en alliancering i guld med fem sten på.
Henvendelse kan ske på 4386 1448.