To børn og to pædagoger fra en skolefritidsordning er tilsyneladende sluppet billigt fra et færdselsuheld i Jernbanegade i Esbjerg tirsdag formiddag.
Uheldet skete, da en bilist ramte de fire personer, der kom gående på fortovet.
Børnene og deres pædagoger blev kørt til sygehuset, men ingen af dem er kommet alvorligt til skade.
"Skaderne er tilsyneladende overfladiske, så de er sluppet billigt," siger vicepolitikommissær Steen Kristensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Nyhedsbureauet Newspaq.
Manden i bilen mistede formentlig kontrollen over sin bil, fordi han havde for meget fart på i svinget fra Nørregade til Jernbanegade i Esbjerg.
"Når man mister herredømmet, så må de have kørt for stærkt efter forholdene og deres evner til at køre bil. Det kunne det tyde på, ellers så havner man vel ikke oppe på fortovet. Det skulle man da nødigt," siger Steen Kristensen.
Vicepolitikommissæren oplyser, at bilisten ikke var påvirket af alkohol.
Bilisten er endnu ikke blevet sigtet. Men det forventer politiet at få afgjort, når færdselsuheldet er blevet analyseret og vidnerne er blevet afhørt.