En mand er kommet alvorligt til skade i en soloulykke tirsdag morgen, hvor han af uvisse årsager er kørt ind i et vejtræ.
Det fortæller Lasse Michelsen, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi.
- Hans kvæstelser er alvorlige nok til, at han er blevet kørt med eskorte til traumecenter. Men det er ikke livstruende, siger vagtchefen.
Ulykken blev anmeldt klokken 07.28, og kort efter klokken 08 blev politiet færdige med oprydningsarbejdet på ulykkesstedet ved Vallensbæk Torvevej.
Det er endnu uvist, hvorfor manden kørte galt. Det er ved at blive undersøgt.
/ritzau/