Det er ikke ualmindeligt, at man får forstyrret sin strandtur af firehjulstrækkere, der kører op og ned langs vandkanten på Vestkysten. Men det skal være slut nu, mener Socialdemokraterne og Venstre.
"Vi har en strandbeskyttelseslinie, som de fleste steder er 300 meter. Der må man ikke bygge, og man må dårligt brække et græsstrå nede på det område. Og så må man altså alligevel godt køre i bil. Det synes jeg, er en uskik," siger Venstres miljøordfører Ejvind Vesselbo ifølge DR.
Den udmelding er Benny Engelbrecht (S), der er medlem af Folketingets Miljøudvalg, helt enig i.
"Det er jo ikke meningen, at det skal være en turistattraktion. Det er ikke meningen, at vi skal have firesporede motorveje langs strandkanten. Det er vi altså nødt til at lave om på." forklarer han
Der er cirka 100 kilometer strand i Danmark, hvor man gerne må i bil. I sidste ende er det dog op til kommunerne at afgøre, om bilerne må køre på stranden, og sådan skal det blive ved med at være, mener Mogens Gade (V), der er borgmester i Jammerbugt Kommune.
"Jeg synes, at vi skal have det, som vi har det i dag, hvor kommunen har mulighed for at sige, hvor man må køre, og hvor man ikke må køre. Så kan kunderne, nemlig turisterne og gæsterne, selv bestemme, hvor de vil være," siger han.