En bilbomme i det nordøstlige Damaskus dræbte lørdag fem mænd og sårede et stort antal mennesker, siger gruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.
- En bilbombe i Qaboon-distriktet har dræbt fem og såret dusinvis af andre og forårsaget store materielle skader, siger gruppen, der har hovedkvarter i London.
En anden aktivistgruppe i Damaskus siger, at lig er ved at blive fjernet fra eksplosionsområdet, men opgiver ingen tal for dræbte og sårede.
Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger udviklingen i landet gennem et netværk af kilder i landet, melder også om kampe mellem oprørere og regeringsstyrker i den sydlige del af Damaskus i bydelen Hajar al-Aswad.
Distriktet ligger tæt på den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk, som oprørere indtog i denne uge.
- Hæren føler, at den er nødt til at optrappe sin kampagne for at nedkæmpe oprøret i det sydlige Damaskus, sagde Rami Abdel Rahman, der leder organisationens kontor, i sidste uge.
Palæstinenserne er, splittet i konflikten og kæmper ifølge iagttagere på begge sider.
Oprøret mod præsident Bashar al-Assads regime har varet i 21 måneder. Omkring 44.000 mennesker er blevet dræbt ifølge Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.
/ritzau/AFP