Hunter Biden, der er søn af USA's præsident, Joe Biden, vil ifølge en tilståelsesaftale med det amerikanske justitsministerium erklære sig skyldig i tre føderale lovbrud.
Det meddeler ministeriet ifølge flere medier, herunder CNN, New York Times og Reuters.
To af anklagerne handler om, at Hunter Biden ikke betalte sin skat til tiden i 2017 og 2018.
Det tredje anklagepunkt handler om, at han i 2018 købte et våben uden at oplyse om, at han i den periode brugte narkotika.
Inden for de kommende dage ventes han at møde op ved en domstol i sin hjemstat, Delaware, for formelt at erklære sig skyldig.
Det skriver New York Times.
Dermed håber Hunter Biden - og mange andre på Demokraternes fløj - at der kan lægges låg på den langvarige og politisk følsomme sag.
- Det er min opfattelse, at den fem år lange efterforskning af Hunter er afsluttet, siger hans advokat, Christopher Clark, ifølge New York Times i en meddelelse.
Hunter Biden oplyste i december 2020, at han var under efterforskning i de sager, der nu er indgået en aftale om.
Han har også erkendt, at han i en periode af sit liv har kæmpet med afhængighed af stoffer.
Det Republikanske Parti og ekspræsident Donald Trump har i flere år rettet en byge af anklager mod Hunter Biden.
Blandt andet mener Trump, at der er foregået en form for korruption i forbindelse med forretninger i Ukraine, som Hunter Biden har været involveret i.
Der er hidtil ikke fremlagt beviser for anklagerne. Men Trump og mange andre republikanere mener, at Hunter Biden skal idømmes fængsel.
De forsøger desuden at bruge sagen til at drage tvivl om hans fars ærlighed og integritet, skriver New York Times.
/ritzau/