Det fleste får dårlig samvittighed, og ærgrer sig over tårnhøje gebyrer, når biblioteksbøgerne bliver afleveret lidt for sent.
I England har fristen dog fået en helt ny betydning. Efter 45 år er bogen 'Quatermass and the Pit' af Nigel Kneale nemlig igen dukket op på biblioteket Dinnington i Sheffield, South Yorkshire, skriver Reuters.
Personalet har aldrig før været ude for noget så mystisk.
"Jeg troede først, at det bare var en almindelig aflevering, indtil jeg så farven på siderne i bogen. De var meget brune i kanterne," siger bibliotekaren Alison Lawrie, der tog imod den ældgamle science-fiction-bog.
"Det er rigtigt, at nogle mennesker godt kan lide at tage sig god tid til at læse bøgerne, men 45 år er virkelig lang tid!"
Bogen blev udlånt den 24. september 1965, men låneren kan ikke spores, da der ikke findes opgørelser fra dengang.
Om det var frygten for et meget højt gebyr eller ren og skær skam, at låneren ikke meldte sig ved afleveringen, vides ikke. Men bibliotekaren forsikrer, at personen ikke vil få en bøde, hvis han/hun står frem.
"Personen, som afleverede den tilbage til os, får ikke nogen som helst skideballe. Hvis personen vil stå frem, er vi i stedet meget interesseret i at høre historien bag," siger Alison Lawrie.