Vi bliver nødt til at studere bryster langt mere indgående end hidtil antaget.
Det viser sig nemlig, at vi stort set intet ved om bryster uanset størrelse.
En ny undersøgelse fastslår, at brysters bevægelser ved fysisk aktivitet er afgørende anderledes end troet. Bryster bevæger sig nemlig ikke kun op og ned, ved for eksempel løb, men også både ud og ind og fra side til side.
Det er en britisk professor i biomekanik ved universitetet i Portsmouth, der afslører den nye indsigt. Professoren samlede 70 kvinder, hvis bryster gik fra en A-minus og helt op til den sagnomspundne størrelse JJ.
Løb på stedet
Derefter udsatte professoren kvinderne for en række øvelser som for eksempel løb på stedet. Det gav overraskende resultater. For ikke nok med at brysternes lodrette op-og-ned-svingning er langt større end de 16 centimeter, man tidligere troede, så var brysternes bevægelse også helt anderledes, end vi har forestillet os. I stedet for blot at gungre op og ned danner brysterne nemlig en 8-tals-bevægelse.
Den 8-tals-bevægelse er ingen bh’er, ifølge professoren, designet til at tage højde for. Det kan give svære problemer for kvinder, hvis bryster vejer over 10 kilo stykket.
Men kvinder med A-skåle skal ikke tro sig sikre. For professorens efterfølgende tests viser, at sports-bh’er faktisk kun reducerer svingningerne med 53 procent. For kvinder med en G-skål er reduktionen noget overraskende større, nemlig hele 55 procent.