Christian Eriksens tidligere træner José Mourinho var fortvivlet, da den danske landsholdsstjerne lørdag kollapsede kort før pausefløjt i EM-kampen mod Finland.
- Jeg bad, og jeg græd, men hvor mange gjorde ikke det over hele verden? siger Mourinho til mediet Talksport.
De to arbejdede sammen i Tottenham i få måneder, fra José Mourinho kom til i november 2019, til Christian Eriksen drog mod Inter i slutningen af januar 2020.
José Mourinho er lykkelig over, at Christian Eriksen blev bragt tilbage til livet efter sit hjertestop.
- Jeg synes, det er en dag, hvor vi skal fejre, og hvor vi ikke skal være kede af det, siger José Mourinho, som roser det arbejde, der blev gjort omkring Eriksen.
- Det hele betød, at Christian stadig er hos os og sin familie. At han er i live.
- Det er langt vigtigere end fodbold, men på samme tid synes jeg også, vi så fodboldens gode værdier.
- Kærligheden, solidariteten, familieånden. Det handlede ikke kun om Christians familie, men også om fodboldfamilien. Fodbold bringer mennesker sammen.
- Af de forkerte årsager bragte fodbolden mennesker sammen, og til slut kunne vi fejre, at Christian er i live, siger José Mourinho.
José Mourinho blev fyret i Tottenham i april i år, men nåede at opbygge et godt forhold til klubbens nuværende dansker, Pierre-Emile Højbjerg, som spillede lørdagens kamp for Danmark.
- Jeg har talt med Pierre-Emile Højbjerg i morges (søndag, red.), og han er meget positiv, hvad angår Christian, siger José Mourinho.
Landsholdslæge Morten Boesen fortalte på et pressemøde søndag, at Christian Eriksen efter omstændighederne har det godt, og at hans test ser fine ud.
/ritzau/