En betjent måtte i nat springe for livet, da en spritbilist i Ansager ved Varde ikke ville stoppe for ordensmagten.
Under en biljagt mistede manden til sidst kontrollen med sin bil og havnede på en mark. Her snurrede han rundt i bilen, og da han holdt stille, steg den ene betjent ud for at få fat på manden. Det skriver jv.dk.
Men i det samme speedede han op og kørte direkte mod betjenten, der var hurtig til at undvige og slap uden skader.
Den 30-årige mand er fra lokalområdet og blev senere anholdt. Han er nu sigtet for spirituskørsel og vold mod tjenestemand.