Københavns Politi fremstiller torsdag en mand i grundlovsforhør, fordi han onsdag aften forsøgte at påkøre en betjent på Refshalevej ved Christiania i København.
Politiet var på stedet for at foretage en rutinemæssig kontrol og stikprøvevisitation for våben og standsede i den forbindelse en række biler, skriver tv2.dk.
"En BMW, der holder som nummer tre eller fire i rækken, kører pludselig frem og er ved at påkøre en kollega, der må springe for livet," siger den centrale efterforskningsleder på politigården, Hans Erik Raben.
Politiet jagtede BMW'en til Dalslandsgade, hvor to personer blev anholdt. Der blev i den forbindelse brugt peberspray, oplyser efterforskningslederen.
Føreren af bilen kræves nu varetægtsfængslet.