En lækker brunch, en tur i gokart eller et hyggeligt hotelophold.
De lokkende gavemuligheder i de populære Smartbox-gavekort er uendelige, men flere modtagere af gavekortene har fået sig en ærgerlig overraskelse, når de har nærlæst betingelserne for brug af gavekortet.
Når gavekortene bliver sendt ud i butikkerne, har de en løbetid på op til 16 måneder. Når der resterer cirka fem-seks måneder af løbetiden, trækkes gavekortene tilbage og erstattes af nogle nye. Men! Hvis ikke man får brugt sit gavekort i den periode, der altså maksimalt kan være 16 måneder, skal man efterfølgende betale et gebyr på 50 kroner for at få fornyet sit gavekort.
Et gebyr, der svarer til op til 25 procent af den oprindelige købspris, og som skal betales udelukkende for at få mulighed for at benytte sit gavekort. Oven i gebyret kommer en eventuel difference i tilfælde af, at prisen på oplevelserne i gaveboksen er blevet dyrere.
"Vi mener, fem-seks måneder er en fornuftig periode at kunne bruge gavekortet i. Når de udløber, koster det os altså nogle penge at sende nye gavekort ud til folk, og derfor vil vi have dækket nogle af de omkostninger, der er forbundet med at fremsende en ny boks," siger Henrik Berg, der er salgsdirektør for Smartbox i Danmark, til Nyhedsbureauet Newspaq.
I Forbrugerrådet har jurist Tina Dhanda fuld forståelse for prisstigninger, men hun er lodret uenig i, at det er i orden at tage et gebyr for fornyelse af gavekortet.
"Jeg mener, at sådan et gebyr må kunne tilsidesættes som et urimeligt vilkår. Og skal man betale sådan et gebyr, synes jeg, man skal få prøvet sin sag af ved Forbrugerklagenævnet," siger Tina Dhanda til Newspaq.
De nuværende regler på området trådte i kraft den 1. januar 2008, og selvom Forbrugerrådet allerede har fået et par henvendelser fra utilfredse forbrugere over Smartbox, så er der fortsat ingen praksis på området.
"Hvis det viser sig at være et generelt problem, og der opstår en ny tendens til at tage et gebyr efter udløbsfristen, må vi se, om der ikke er behov for lovgivning på området," siger Tina Dhanda.
Salgsdirektør Henrik Berg erkender da også, at reglerne ikke er helt gennemskuelige.
"Jeg er ikke i tvivl om, at jeg også selv ville undre mig over det. Men det er altså vores betingelser, og jeg synes, det er helt fair med et gebyr, når du nu får en helt ny oplevelse," siger han.