De er blot 18 og 20 år. Alligevel har mænd helt op i 50-årsalderen i både Danmark og Sverige vist sig villige til at betale tusindvis af kroner for at blive oplært i at forføre kvinder.
I dag starter danske Niel Hermes og svenske Max Stanford et firma, som tager 5.000 kroner for at lære mænd at score på tre dage.
De stoler så meget på konceptet, at kursisterne får alle pengene tilbage, hvis det ikke lykkes dem at få sex inden for tre måneder efter kurset.
Vejen til pigerne
»Kurset er totalt ekstremt. Det har gjort mig bevidst om, hvordan jeg virker på andre mennesker,« siger en 19-årig mand, der har været prøvekanin på kurset.
Hverken Niel Hermes eller Max Stanford er imidlertid født med et særligt Casanova-talent. Tværtimod. Evnen til at forføre har de tilegnet sig gennem en verdensomspændende hemmelig loge for mænd. De har læst stakkevis af manualer fra amerikanske guruer og afprøvet deres teknikker ved at gå i byen op til seks dage om ugen og tale med op mod 400 nye piger om måneden. Og nu er de klar til at dele deres erfaringer.
»Nogle skal blot instrueres i at lade være med at smile anstrengt til pigerne. De fleste skal lære at turde gå hen til en pige og være ligeglad med at blive afvist,« siger Niel Hermes.
Stigende behov
Konceptet rammer et stigende behov blandt mænd, der har problemer med at score, mener dating-ekspert Joan Ørting.
Mange af nutidens mænd har lært af deres mor, at de skal være søde. Så de sidder og lytter til pigernes problemer. Men ham, der bliver pigernes ven, får ikke sex, siger Joan Ørting.
Hun ser intet problem i, at mænd betaler for at lære at score.
»Indadvendte mænd har brug for at lære nogle teknikker, hvis de skal komme igennem til kvinder. Nutidens kvinder er blevet langt mere kræsne og giver slet ikke manden en chance, hvis han ikke ved, hvordan hun tænker, siger Joan Ørting.