Fingeraftryk futtes af. Og dermed går din bolig op i røg. Det kan være den nye trend hos indbrudstyve, der ganske enkelt sætter hele huset i brænd, efter det er blevet ribbet for værdier, skriver eb.dk
Oplysningerne kan dog ikke med sikkerhed bekræftes af politiet endnu.
"Det er rigtigt, at der har været indbrud i nogle huse, og at der efterfølgende har været brændt i dem. Men om der er en sammenhæng mellem indbruddet og branden er endnu for tidligt at sige. Ekstra Bladet har desværre fejlciteret os," siger vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, Søren Danielsen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Men uanset om der er en sammenhæng eller ej, har foreløbig tre husstande været dobbeltuheldige her i juledagene. De har både mistet hjemmet, og hvad der var af værdier i det, som kunne have overlevet flammerne.
Sidste offer for indbrud og nedbrænding er en villa på Elmevej i Ringsted. Selv om huset udbrændte, er det allerede nu tydeligt, at der har været ubudne gæster. Blandt andet er et pengeskab i kælderen forsøgt brudt op.
Klokken 23.20 fik alarmcentralen besked om branden, men der havde huset allerede tabt til flammerne.
Natten igennem blev der slukket og slukket, men her til morgen kunne beboerne konstatere, at der ikke var noget særligt af værdi tilbage i deres nu forhenværende hjem.
Det er tredje gang indenfor en kort periode, at midtsjællandske borgere, der er nedbrændt efter et indbrud.
Politiet tager brandstiftelserne yderst alvorligt.
"Vi efterforsker selvfølgelig sagen utroligt grundigt, og på mandag vil teknikerne forsøge at finde ud af de præcise årsager til branden, fortæller Søren Danielsen.
I helligdagene har tyvene arbejdsro, for mange er rejst bort på julevisit hos familie og venner.